Nu er den her: Visionen for Solrød Landsby er klar
Nu har Solrød Landsby fået sin helt egen helhedsplan. Planen er en samlet vision for udviklingen af landsbyen, der skal være med til at sikre landsbyens særlige identitet.
Hvordan skal Solrød Landsby udvikle sig? Det spørgsmål har i et år været vendt og drejet i forhold til alt lige fra attraktive landbymiljøer til landsbyidentitet og helhedsorienteret planlægning, og nu ligger planen klar.
Efter at helhedsplanen har været sendt til offentlig debat, har et flertal i byrådet nemlig godkendt den færdige helhedsplan for Solrød Landsby. Planen er en samlet vision for udviklingen af landsbyen, der skal sikre, at de kommende lokalplaner for landsbyen skaber sammenhæng og kvalitet for hele landsbyen.
Helhedsplanen er blevet til på baggrund af en grundig borgerinddragelse, og der har bl.a. været afholdt tre borgermøder og en række møder med lokale bl.a. i Solrød Landsbylaug.
”Solrød Landsby har en stærk identiet og et helt særligt landsbypræg, som vi skal værne om. Derfor er jeg også rigtig glad for, at et flertal i byrådet nu har godkendt en plan for, hvordan landsbyen kan udvikle sig samtidig med, at den bevarer lige præcis det, der gør den til noget særligt. Og det, jeg er aller mest glad for, er, at helhedsplanen er blevet til i et værdifuldt samarbejde med borgerne. Det har været en rigtig spændende og god proces, og det synes jeg også, helhedsplanen afspejler,” siger Kim Sunesen, formand for Natur-, klima- og planudvalget.
Visionen for udviklingen af Solrød Landsby hviler på to ben:
En vision for identitet, der skal understøtte og styrke en stærk landsbyidentitet gennem grundfortællingen om Solrød Landsby og landsbyens fysiske miljøer.
En vision for byudvikling, der skal sikre en stærk sammenhæng mellem den eksisterende bebyggelse og den nye byudvikling med helhedsorienteret planlægning og krav til attraktive og bidragende nye bymiljøer.
Samtidig har visionen har seks delmål:
- Fastholdelse og styrkelse af landsbypræget
- Styrkelse af Solrød Landsbys egenart og fortælling
- Større sammenhæng mellem bolig, arbejde og socialt liv
- Attraktive landsbymiljøer med variation, kvalitet og lokalt præg
- Byudvikling, der understøtter udfoldelsesmuligheder og fællesskaber
- Styrkelse af dialogen i udviklingsarbejdet
Hele helhedsplanen kan findes på www.solrod.dk under ’Politik’ og ’Planer og politikker’.
Borgermøde om kommuneplantillæg
I forbindelse med arbejdet med helhedsplanen er der også arbejdet med at lave et tillæg til Kommuneplan 2021. En kommuneplan er den overordnede plan, der sætter rammerne for den fysiske udvikling i hele kommunen.
Det kommuneplantillæg, der er arbejdet med i forbindelse med Helhedsplanen for Solrød Landsby, dækker en mindre del af helhedsplanen. Tillægget giver mulighed for, at der kan opføres 31 nye boliger i landsbyen. Forslaget til kommuneplantillægget bliver nu sendt i offentlig høring i 8 uger fra den 30. juni til og med den 25. august 2022.
Der er også planlagt et borgermøde om forslaget til kommuneplantillægget på Solrød Bibliotek den 11. august 2022 kl. 18.30-20. Nærmere information om mødet kan findes på www.solrod.dk, når datoen nærmer sig.
Fakta
Et flertal i byråd har på byrådsmødet den 22. juni 2022 godkendt Helhedsplanen for Solrød Landsby. Dansk Folkeparti stemte imod. Samtidig har et flertal bestående af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre valgt at godkende Forslag til kommuneplantillæg 2 og sende det i offentlig høring. Afstemningsdetaljerne kan ses på www.solrod.dk under referatet af byrådsmødet.
Helhedsplanen for Solrød Landsby er udarbejdet på baggrund af et ønske fra byrådet. Planen er en vision, der skal fastholde landsbyens eksisterende kvaliteter og udvikle nye muligheder. Helhedsplanen sætter konkrete rammer for landsbyen, men er dog ikke bindende som f.eks. kommune- og lokalplaner. Helhedsplaner giver mulighed for at arbejde helhedsorienteret med en blanding af vision og fysisk udvikling i et større område.
Solrød Kommune