Anders And sætter fokus på digital mobning i samarbejde med Børns Vilkår

25. april 2022


Digital mobning er vanskeligt at komme til livs. Nu går Anders And og Børns Vilkår sammen om at sætte fokus på fænomenet. Det sker i forbindelse med udgivelsen af Anders And & Co. nr. 17, som er på gaden den 28. april. Bladet er spækket med gode råd fra Børns Vilkår, og hovedhistorien skildrer, hvordan Rip, Rap og Rup håndterer at blive mobbet på internettet.

Når børn boltrer sig på nettet, spiller online og udveksler beskeder på de sociale medier, følger der desværre et fænomen med fra den analoge verden: Risikoen for mobning.

For Anders And & Co. er det vigtigt at bruge det børnevenlige og letlæselige univers til at hjælpe og informere sine unge læsere. I samarbejde med Børns Vilkår sætter Andeby derfor fokus på, hvorfor og hvordan den digitale mobning opstår, og hvad man kan gøre ved det. Det sker med udgivelsen af Anders And & Co. nr. 17, som er på gaden den 28. april.

Bladet vil være spækket med gode råd fra Børns Vilkår, og i hovedhistorien vil Anders And-bladets mere end 350.000 læsere opleve, hvad der sker, når Rip, Rap og Rup pludselig bliver mobbet på internettet.

Børns Vilkår har sat ind over for den digitale mobning med en bred vifte af tiltag, heriblandt rådgivning på Børnetelefonen og kampagnefilm til workshops for børn og forældre.

Anders And & Co. fortsætter indsatsen for at styrke børns trivsel
Det er ikke første gang, at Anders And & Co.bruger sin unikke platform til at styrke trivslen blandt bladets unge læsere.

Tidligere har der bl.a. været samarbejde med Red Barnet og Mary Fonden omkring Børnestafetten og antimobbeprogrammet 'Fri for Mobberi', ligesom der i 2016 udkom et særnummer omkring sikkerhed på internettet.

"Børns Vilkår gør et fantastisk stykke arbejde for Danmarks børn, og vi er stolte over at samarbejde med dem omkring dette nummer, for vi føler også selv et stort ansvar for at hjælpe børn og unge. Børns Vilkårs tilgang til bekæmpelse af digital mobning er både inspirerende og nuanceret, og jeg tror, at deres råd vil gå rent ind hos vores læsere," fortæller Anders And-bladets redaktør, Svend Skytte.

Anders And & Co. planlægger desuden at lave materiale til de danske skoler i samarbejde med Center for Digital Pædagogik, der har stor erfaring indenfor børn og unges digitale liv, heriblandt digital trivsel og mobning på nettet.

Børns Vilkår: Forældre skal interessere sig for børnenes digitale liv
Sanne Lind, som er børnefaglig konsulent i Børns Vilkår, forklarer, hvorfor det er så vigtigt at sætte ind over for digital mobning:

"Man kan ikke løsrive det, der sker i skolegården fra det, der sker digitalt. Mobning, der finder sted i klassen, har ofte også et digitalt spor på sociale medier. Her spiller den tavse mobning også ind, hvor nogle er udelukket fra gruppechatten, ikke bliver tagget og ikke får likes."

Lind forklarer, at digital mobning kan have store konsekvenser, fordi den kan foregå døgnet rundt, og fordi man ikke altid ved med sikkerhed, hvor mange der tager del i mobningen.

"Af samme grund kan det være sværere for voksne at forstå og vide, hvad der konkret foregår i børnenes fællesskaber og dynamikker. Vi anbefaler, at man interesserer sig for og taler dagligt med børnene om deres digitale liv, både derhjemme og i skolen. Så er der også en større chance for, at et barn rækker ud efter hjælp, hvis det føler sig udelukket eller oplever noget ubehageligt," fortæller hun.

Anders And & Co. nr. 17 udkommer den 28. april 2022.


Kilde: HAVE Kommunikation & PR



ANNONCERING solrodnyt.dk · Nyhedsbrev



solrodnyt.dk

Annoncering på solrodnyt.dk
Flere placeringsmuligheder
Fra 75 kr./uge

Book online


Nyhedsbrev

Flere end 6.100 modtagere pr. udgivelse
Mandag og/eller fredag
Fra 300 kr./uge

Book online