En ny film instrueret af en af de berigende har lige haft premiere. Meget kort fortalt handler den om, at onde nationale kræfter kommer til magten, og så går jagten ellers ind på alle de søde, rare, flittige, demokratisk sindede og mega sekulære fremmede mennesker, der er flygtet fra deres egen kultur til vores. Ja, det går vist så slem, at empatiske mennesker med menneskesyn må hjælpe dem i sikkerhed. Jeg skriver vist, for jeg har ikke set filmen, og jeg har heller ikke lyst. Men jeg hæfter mig ved offerromantikken.
Jeg ser fremmede mennesker hver eneste dag. Nogle er nogle banditter, der hurtigst muligt skal eskorteres hjem til sig selv, andre er flinke og rare, nogle hutler sig igennem i ghettoerne på den mindste overførselsindkomst men andre klarer sig storartet, har dyre huse og flotte biler og har råd til lange ferier i hjemlandet hver sommer.
Fælles for dem alle er, at de har det mange gange bedre, end de ville have haft det derhjemme. Var det ikke tilfældet, var de vel rejst hjem. Fælles for dem alle er også, at alle muligheder står åbne for dem. Deres børn kan kvit og frit tage studentereksamener og få en akademisk uddannelse og kan tjene gode penge som læger, jurister, ingeniører eller hvad ellers de er passionerede af.
De har det bedre end derhjemme
Asylansøgere, flygtninge og indvandrere kastes ikke i fangehuller blot fordi de er fremmede. At gruppen under ét har en langt højere kriminalitetsrate end værtsbefolkningen og derfor fylder godt op i fængslerne er en anden snak, som vi kan tage på et andet tidspunkt.
På trods af de fine forhold, Danmark byder de fremmede, så kan man ikke rende ind i en af dem uden at skulle lægge øre til en solid omgang offerretorik. Så har de det svært med det ene, og så har de det svær med det andet, og så ligner det ikke noget, at de højreekstreme danskere gør grin med deres profet og deres hellige bøger, og det ligner heller ikke noget, at alle ikke smiler til dem i toget, og så ligner det ikke noget, at de bliver sorteret fra i jobsøgninger bare fordi der er andre med bedre kvalifikationer og joberfaring, og så ligner det forresten heller ikke noget, at indpakkede pigebørn bliver drillet i skolen.
Ret ind
Mit forslag til dem er at rette ind. Jeg forstår da godt, det kan være svært at befinde sig i et fremmed land, hvor befolkningen taler et sprog, man ikke forstår, men så tag da for pokker at lære sproget. Det har andre kunne. Og koranen og profeten – hvis de er så dyrebare, så rejs hjem og tag både koran og profet med jer. Vi har ikke noget at bruge dem til. Og danskere er generel karrige med smil i toget. Vi smiler heller ikke til hinanden.
Bliver I sorteret fra i jobsøgningerne, så gør noget for at forbedre jeres kvalifikationer.
Jeg kan forsikre jer om, at danske arbejdsgivere er trekvart ligeglade med jeres oprindelse, hvis jeres kvalifikationer er bedre end konkurrenternes. Hvis I lader være med at pakke jeres skolepiger ind, så er der ingen, der driller dem. I hvert fald ikke danske børn.
Jeg ved ikke, hvor de fremmede får deres offerretorik fra. Måske virker den i nogle segmenter, men det er efterhånden godt nok enerverende. Danmark og danskerne giver disse fremmede mennesker levevilkår, de end ikke i deres hedeste drømme kunne opnå derhjemme. Og er de utilfredse med DF, NB, ytringsfrihed, håneret og alt de andet, vi benytter os af her til lands, så har de deres grundlovssikrede ret til at pakke deres habengut og rejse hjem.
Brian Mørch
Folketingskandidat
Dansk Folkeparti