Jeg skulle nå noget på alt for kort tid og hastede ud ad døren og i skarpt trav hen mod bilen Ud af øjenkrogen så jeg et eller andet og drejede hovedet for at se, hvad det var. Jeg regnede med, at det nok var et stykke krøllet slikpapir, der ikke skulle ligge der og skæmme omgivelserne. Men det var ikke noget stykke slikpapir. Det var en lille bitte erantis.
Hvad giver I mig? En erantis på kridtstregen mellem januar og februar Det må bestemt være den globale opvarmning, og så er det da godt, den kan bruges til noget.
Mit humør steg med adskillige grader over den lille forårsbebuder, for så ved man, at der er lunere temperaturer på vej, for som erkendt, så mildner Gud luften for de klippede får. På alle områder.
Det er de fleste bekendt, at jeg ser med stor alvor på halalafgifter, så har det været en stor glæde at være fødselshjælper, da Landsforeningen Non Halals første lokalafdeling i Syd- og Sønderjylland holdt stiftende generalforsamling. En landsforening, et velbesøgt offentligt arrangement holdt på demokratiets højborg og nu en lokalafdeling. Ikke så dårligt på knap et halvt år, vel?
På vandvognen
Vist er der en del at bokse med på den lokale front. Nedskæringer i vores beredskab for eksempel. Det er da helt hul i hovedet, at vi ikke kan klare os selv i tilfælde af storbrand og den slags.
Det kan da godt være, at vandvogne kan komme hurtigt frem fra de omkringliggende byer på tidspunkter, hvor der ikke er trafik på motorvejene, men helt ærligt, det virker som om, nogen eller nogle ikke har brugt hovedet Vi skal da selvfølgelig have et ordentligt beredskab, og i tilfælde af den helt store katastrofe, vil vi selvfølgelig med kyshånd tage imod den hjælp, vi kan få fra de større byer. Det kunne lige mangle andet.
Der er også noget, der ikke lugter helt frisk og godt ved planerne om Strandens Hus. Men lad os nu se, hvor dybt, der skal graves. Jeg har en drænspade, som jeg er villig til at bruge.
Men bortset fra alt det, så går det jo godt nok. Vi kan snart se en ende på vinteren, der kan lægges hen i bunken til de andre milde af slagsen. Mon det bliver ved med at gå med de milde vintre? Bliver den globale opvarmning ved med at give lys og lune til erantis i månedsskiftet mellem januar og februar? Får vi et bedårende forår som sidste år, og blive sommeren lige så varm?
Hvornår kommer det valg?
Vi ved det ikke, ligesom det også er for tidligt at konkludere noget vedrørende beredskabet og Strandens Hus. Vi ved heller ikke, hvornår vi skal til folketingsvalg, og det bliver spændende.
Jeg er jo kandidat, og det vil glæde mig at få lov til at arbejde meget mere med mine mærkesager, som blandt andet er ordentlige forhold for børn og ældre. Det er ikke sådan, at jeg tror, andre partier og kandidater har en dagsorden om at genere børn og ældre mest muligt, men jeg synes ikke, de alle er særligt gode til at veksle deres smukke hensigter med noget håndgribeligt.
Halalsagen kan også forvente min fulde opmærksomhed, lige som jeg vil slå et slag for, at vi respekterer landene i Mellemøsten og Nordafrika og lader være med at holde på deres mest ressourcestærke borgere. Der er brug for dem derhjemme til at bygge landene op igen.
Vi kan ikke være bekendt at dræne landene for deres unge og stærke mænd og gøre dem til sociale klienter, som ingen orker at beskæftige sig med, hvis de ikke får penge eller privilegier for det.
Brian Mørch
Folketingskandidat
Byrådsmedlem
Dansk Folkeparti