Man har gjort mennesker fortræd

7. januar 2019


Muslimer har de med at fremstille sig selv som ofre. Ofre for demokrati, ofre for kvindefrigørelse, ofre for strukturel racisme, ofre for tonen i debatten, ofre for vores sangskat eller ofre for vores foragt.

Det ville ligne mig bedst at springe som trold af æske og give dem råt for usødet, men noget har fået mig til at vende skråen og tænke på en lidt anden måde. Inspireret af en Facebook-vens opslag tænker jeg, at vi faktisk har handlet urimeligt overfor alle disse mennesker, der er kommet til vores land.

Midt i 1960’erne var her kun omkring et halvt hundrede muslimer. Næsten alle var unge mænd, der var kommet for at tjene nogle penge. Og de skabte ikke et eneste lille bitte problem. De blev modtaget med åbne arme, venlig nysgerrighed og stående invitationer til kaffe og hjemmebag. Der var ikke et eneste problem med disse eksotiske unge mænd. Mig bekendt er der ikke rapporteret noget tilfælde, hvor der er faldet en bøde for at gå over for rødt lys midt om natten.

Hvis vi allerede dengang havde grebet fat i hver eneste af dem og forklaret dem, at vi respekterede dem og ikke havde det fjerneste problem med, at de lå hjemme på stuegulvet med bagdelen i vejret og mumlede uforståeligheder - og at vi respekterede dem så meget, at vi anså dem for at være vore ligemænd, som vi agtede at behandle på samme måde som landets egen oprindelige befolkning, så ville en del nok have været anderledes.

Så havde vi meget passende kunnet fortælle dem, at de kunne rende og hoppe med deres halal-pjank, deres indpakning af damer, deres badeforhæng, at deres børn ville blive tvangsfjernet, hvis de ikke magtede at opdrage dem til værdifulde borgere, og hvis de accepterede, at deres uopdragne møgunger spredte skræk og rædsel, ville vi ikke længere have dem iblandt os.

Lige for lige
Vi ville også kunnet fortælle dem, at her i landet er der en vidtstrakt lighed mellem mænd og kvinder, og at de unge single mænd var velkomne til at få danske kærester, og at denne ret selvfølgelig også gjaldt deres søstre og/eller døtre. Og at hvis de havde planer om at få kvababbelser over søstres eller døtres kæresteforhold, ville reaktionen fra vores side være, at vi ikke ville acceptere, at de behandlede danske piger på anden måde, end de ville behandle ærbare muslimske jomfruer. Lige for lige, hvis venskab skal holdes.

Vi burde også have forklaret dem, at hvis de gav sig til at forlyste sig med at myrde døtre, søstre eller hustruer, ville det få yderst alvorlige konsekvenser, der ville række ud over selve fængselsstraffen.

Vi burde også have fortalt dem, at de denondelynemig ikke skulle give sig til at stikke sugerøret ned i en brønd, som hverken de selv eller deres forfædre havde været med til at grave, og hvis de forsøgte sig alligevel, ville vi skillinge sammen til en enkeltbillet til deres hjemland for dem selv og den familie, de havde skaffet sig.

Havde vi respekteret disse mennesker og klart og utvetydigt gjort os den ulejlighed at forklare, hvad vi forventer af dem, stod vi måske ikke med henved en million mennesker, som ingen gider have med at gøre - altså ud over dem, der får penge, eller andet for det.
Undskyld til muslimerne i Danmark for ikke at have udvist rettidig omhu.

Brian Mørch
Byråds og Folketingskandidat.
Dansk Folkeparti






ANNONCERING solrodnyt.dk · Nyhedsbrev



solrodnyt.dk

Annoncering på solrodnyt.dk
Flere placeringsmuligheder
Fra 75 kr./uge

Book online


Nyhedsbrev

Flere end 6.100 modtagere pr. udgivelse
Mandag og/eller fredag
Fra 300 kr./uge

Book online