Verdens førende svejserobotfirma KRANENDONK, der får udviklet al software til styring af højteknologiske industrirobotter fra et kontor i ErhvervsCentret i Greve, er i vækst og ekspanderer kraftigt. Derfor søger firmaet nu to softwareudviklere til det danske team. Robotterne anvendes af skibsværfter og andre stålproducenter til svejsning, skæring, montering og fræsning eksempelvis i Japan, USA, Singapore, Frankrig og Italien. Men hvorfor er det lige, at verdens førende svejserobotfirma får udviklet al software i Danmark, og hvordan trives virksomhedens medarbejdere i ErhvervsCentret i Greve?
KRANENDONK indkøber og konfigurerer selv industrirobotterne og integrerer dem på store maskiner i Holland. Robotterne styres af et danskudviklet softwaresystem, der bygger på et unikt og komplekst off-line programmeringssystem, der oprindeligt er udviklet til Lindø Værftet i Odense.
- Vi har gennem de sidste år arbejdet på at vokse, og vi har klaret os godt og fået flere kunder med særlige ønsker. Der er for alvor gået hul på markedet også i Japan. Nu kigger vi også mod Kina, og for at sikre vores fortsatte vækst, er vi nu i gang med at finde to nye softwareudviklere til vores softwareudviklingsteam i Danmark, forklarer adm. direktør og ejer Arie KRANENDONK.
Verdens dygtigste softwareudviklere inden for industrirobotter findes i Danmark
Set udefra vil det være naturligt at flytte softwareudviklingen til hovedkontoret i Holland eller Asien. Men det er det ikke for KRANENDONK. De nøglemedarbejdere, der oprindeligt udviklede systemet, og som stadig arbejder fra kontoret i Danmark, er nemlig helt afgørende for videreudviklingen af det komplekse system, vurderer Arie KRANENDONK. Han tilføjer, at der i Danmark er rigtig mange dygtige softwareudviklere.
- Da vores kode er meget avanceret og komplekst, tager det flere år at blive oplært i, og derfor er det fra Danmark, at vores softwareudviklere arbejder. For de er verdens dygtigste til lige netop denne opgave, siger Arie KRANENDONK.
Klar til mere vækst
Teamet i Greve består af fire medarbejdere. Det antal skal fordobles inden for de nærmeste år. Men først skal den lille organisation med den flade struktur gøres klar til vækst. Den opgave har HR-konsulent Jeannette Hallundbæk fra Hallundbæk Consult ApS fået. Hun driver forretning i ErhvervsCentret og blev for et par år siden anbefalet af en anden selvstændig erhvervsdrivende i ErhvervsCentret i Greve, der hørte, at KRANENDONK søgte en ny medarbejder og havde brug for hjælp til rekrutteringsopgaven. Sidenhen er opgaven vokset, da Jeanette er blevet teamets lokale HR-chef. Hun støtter løbende teamet med ledelses- og HR-opgaver som ledelsesudvikling, teammøder, MUS-samtaler, individuel sparring og rekruttering.
- KRANENDONK ekspanderer kraftigt, og der er masser af fremtid i virksomheden, så der er mange spændende udfordringer og muligheder for at få sine kompetencer i spil i de her to nye stillinger, vi har slået op. De mange nye opgaver og kunder betyder, at flere nye udviklingsprojekter skal sættes i gang, og dermed er der også stor mulighed for at påvirke softwareudviklingen. Der er gode arbejdsforhold med fleksible arbejdstider. Ikke mindst er der en rar og afslappet stemning i teamet, og det er nogle dygtige medarbejdere, der elsker at ’nørde’ med programmering, fortæller Jeanette Hallundbæk.
ErhvervsCentret er ideelle rammer for vækst
I de sidste syv år har Kramendonk drevet softwareudviklingen i ErhvervsCentret på Korskildelund 6 i Greve, hvor op mod 50 andre virksomheder og iværksættere også driver forretning samt mødes til arrangementer og netværksmøder.
- Vi har det rigtig godt i ErhvervsCentret. Der bliver sørget godt for os. Vi har ’all inclusive’. Vi skal ikke tænke på varme, alarm, internetopkobling eller post osv. Alt virker bare, og prisen er fornuftig, for vi har regnet på det, fortæller Operational Manager Anders Oure og fortsætter: Vi nyder at arbejde et professionelt og præsentabelt sted med lyse og venlige kontorer. Her er rart at være, og vi har fået nogle ’madkærester’, idet vi spiser frokost sammen i kantinen med nogle fra de andre virksomheder i huset, fortæller Anders og tilføjer: Endelig er det vigtigt for os, at ErhvervsCentret ligger ideelt lige ved motorvejen, og at der er gode parkeringsforhold. Stedet ligger også rigtig godt i forhold til lufthavnen, når vi fx skal have besøg fra moderselskabet i Holland.
Kilde: ErhvervsCentret Greve
Af Jan Færch, byrådsmedlem og gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Solrød Kommune
Af Morten Scheelsbeck, formand for Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget i Solrød Kommune
Af Morten Scheelsbeck, formand for byrådets kultur-, idræts- og fritidsudvalg, Det Konservative Folkeparti, Solrød Kommune
Af Morten Scheelsbeck (K), byrådsmedlem og formand for byrådets kultur-, idræts- og fritidsudvalg
Halvdelen af fyrtårnsprojektet Green Hills i Solrød er udlejet: "Vi har aldrig oplevet så stor interesse"
Pressemeddelelse fra Mejeriernes Skolemælksordning den 1. december 2022
LOF inviterer til foredrag i Solrød og at leve bæredygtigt med Jesper Dalgaard Pøhler