Tusinder vil se Solrød Biogas



Tusinder vil have inspiration til, hvordan madaffald og organiske restprodukter bliver til biogas, biogødning, el og fjernvarme

Omkring 3.000 skoleelever, studerende og andre besøger hvert år de to biogasanlæg på Åmarken ved Ll. Skensved for at se det ’miljø-mirakel’ inden for den grønne omstilling, som det her er lykkedes at skabe.

Filosofien bag begge anlæg er at genanvende dét, som andre produktioner anser for affald. Biogas-produktionen anvender både rådden tang fra Køge Bugt, madaffald fra København samt organiske restprodukter fra industri og landbrug. 

-Da Solrød Biogas startede i 2015, blev der produceret 11 mio. kubikmeter biogas. I dag er produktionen øget til 18 mio. kubikmeter biogas fra Solrød Biogas alene – og i fremtiden forventes det, at de to biogasanlæg tilsammen vil levere tæt på 40 mio. kubikmeter. De gode resultater har medvirket til, at vi har justeret vores klimamålsætninger i Solrød Kommune, så målet nu er at reducere vores udledning af drivhusgasser med 80 procent i 2030 samt være CO2-neutrale i 2050, fortæller bestyrelsesformand Niels Hörup, der har været borgmester i Solrød gennem en række år og har været med helt fra start ved etableringen af anlægget. 



International showcase
De to biogasanlæg er med til at fremstille både strøm og fjernvarme til en stor del af beboerne i kommunen samt opgraderet biogas, der kan bruges i hele gasnettet. Dertil kommer, at overskudsvarmen fra den afgassede biomasse også opsamles, så der kan komme fjernvarme til de nærliggende landsbyer. Samlet set vil de to biogasanlæg i fremtiden ved fuld produktion kunne levere varme til over 11.000 husstande. Restprodukter fra produktionen er biologisk gødning, der kan bruges dels i det konventionelle landbrug og dels i det økologiske landbrug.

-Vi har delegationer fra hele verden, der kommer til Solrød, fordi vi i Danmark er førende inden for den grønne omstilling. Både lokale borgere og skoleklasser samt nationale og internationale delegationer, universitetsstuderende og forskere. Vi er meget glade for de mange besøg, der viser, at interessen for grøn energi er stor, fortæller besøgskoordinator Steen Danielsen, der som tidligere teknisk chef i Solrød Kommune har arbejdet med projektet på flere måder. Han håber nu på endnu flere besøg i fremtiden.   



Spred den gode historie
Udover en besøgstjeneste, der forklarer såvel skoler som offentligheden om de to biogasanlæg, har Solrød Biogas også udviklet digitalt skolemateriale om grøn energiproduktion. Formidlingsopgaven er ifølge Niels Hörup vigtig for at inspirere til grøn omstilling.

- Vi har jo skabt en stor miljø- og klimasucces. Skolebørn og studerende har i den grad taget det til sig – vi er utrolig glade for de mange henvendelser, vi får fra engeagerede unge mennesker på vej til eksamen. Så kan alle jo se, at den grønne omstilling faktisk fungerer, og det er en god erstatning for den fossile og forurenende energi, forklarer Niels Hörup.   

 



ANNONCERING solrodnyt.dk · Nyhedsbrev



solrodnyt.dk

Annoncering på solrodnyt.dk
Flere placeringsmuligheder
Fra 75 kr./uge

Book online


Nyhedsbrev

Flere end 6.100 modtagere pr. udgivelse
Mandag og/eller fredag
Fra 300 kr./uge

Book online