Høje energipriser - Sådan sparer du på forbruget og mindsker regningen

5. august 2022



Får de tårnhøje energipriser også dig til at overveje, hvordan du kan sænke dit energiforbrug og spare penge? EjendomDanmark har samlet en række gode råd, som kan gøre forbruget og regningen mindre.

Prisen for el og varme er på sit højeste længe. Selvom sommermånederne ikke er de mest energislugende, kan de stigende priser godt give sved på panden. Heldigvis er der rig mulighed for at sænke energiforbruget og spare penge på el- og varmeregningen.

”Den økonomiske situation og krigen i Ukraine har sat sit aftryk på de danske energipriser, som mange steder er steget markant. Så udover de åbenlyse klimahensyn, er der for mange en stor økonomisk gevinst ved at spare på energien,” forklarer Jan Ellebye, PA-chef i EjendomDanmark.

Udnyt sommervarmen
Med små ændringer i hverdagen, kan du nå langt og gøre en forskel for både dig selv og klimaet.

Her i sommerperioden er det oplagt at udnytte de højere temperaturer. Er det i ejendommen muligt at sende varmeanlægget på ferie, kan du ifølge Energistyrelsen spare op mod 5% af din årlige varmeregning.

Har du en tørresnor til rådighed, og anvender den i stedet for tørretumbleren, er der også penge at hente, og er du udenlands, kan du med fordel afkoble de strømslugende apparater derhjemme, så de ikke står standby og forbruger strøm.

Sommervarmen giver ofte trang til en ekstra tur under bruseren, men korter du fem af familiens ugentlige brusebade ned fra 15 til 5 minutter, kan du ifølge Energistyrelsen spare op mod 5000 kroner om året.

Brug billig strøm
Prisen på strøm skifter hele tiden, og derfor kan du med fordel følge elprisernes udvikling time for time, og når det er muligt tilpasse dit strømforbrug herefter.

Virker overvågningen af elmarkedet uoverskueligt, kan du også have fokus på nogle af de mere simple ændringer i hverdagen, som eksempelvis at fylde opvaskemaskinen og vaskemaskinen helt op, slukke lyset når du forlader et rum og spare på det varme vand, som er væsentligt dyrere end det kolde vand.

Når det igen bliver tid til at tænde for radiatorerne for at holde varmen, kan du også se på muligheden for at sænke temperaturen med 1°C. Ifølge Energistyrelsen gør det, at du kan spare 5 % på varmeregningen.

Energistyrelsen har samlet flere gode råd på www.sparenergi.dk

Kilde: EjendomDanmark



ANNONCERING solrodnyt.dk · Nyhedsbrev



solrodnyt.dk

Annoncering på solrodnyt.dk
Flere placeringsmuligheder
Fra 75 kr./uge

Book online


Nyhedsbrev

Flere end 6.100 modtagere pr. udgivelse
Mandag og/eller fredag
Fra 300 kr./uge

Book online