Royal Runs ruter offentliggøres

9. maj 2022


Kronprinsen målte sammen med Royal Runs medarbejdere One mile-ruten i København op på cykel. Foto: Matthew James/Royal Run

Royal Run-ruterne er klar, og der venter en unik oplevelse, når de over 35.000 deltagere skal løbe eller gå i et feststemt København og Frederiksberg. Gaderne holdes bilfri, og i stedet kan deltagerne opleve masser af god musik og underholdning på ruten.

Det er noget helt særligt at løbe gennem en bilfri hovedstad, med masser af musik og underholdning langs vejen, en Frederiksberg allé fyldt til bristepunktet med flag for så at komme i mål på Amalienborg Slotsplads.

Ingen tvivl om at de nu næsten 35.000 (34.823) tilmeldte deltagere til Royal Run ’22 i København og på Frederiksberg har en helt særlig dag i vente:

”Vi har lagt os i selen for at lave nogle fantastiske ruter til deltagerne på alle vores distancer. Vi har især lagt fokus på, at værtsbyen skal have mulighed for at vise alt det bedste, byen har at tilbyde, frem. Så der er garanti for, at deltagerne til Royal Run får masser at se på og opleve, mens man går eller løber ruten, siger Morten Algot Nielsen,” der er ansvarlig for planlægningen af ruter i samtlige seks Royal Run-byer.

Kort over Royal Run-ruten i København og på Frederiksberg. Kortet kan downloades fra Royal Runs hjemmeside. Se ruten her



Starten for samtlige deltagere går fra Nyhavnsbroen i indre København. Mens One mile og 5 km-ruten holder sig til centrum af København, så venter der 10 km-løberne en udvidet sightseeing, der også runder Frederiksberg, hvor løberne kan se frem til at skulle op ad den efterhånden ikoniske flag-allé på Frederiksberg Allé. Sidst, men ikke mindst, kulminerer Royal Run på Amalienborg Slotsplads, hvor samtlige deltagere skal løbe eller gå i mål:

”Det er en helt særlig oplevelse at komme i mål på så unikt et sted som Amalienborg Slotsplads. Det rammer hele fortællingen ind om netop Royal Run på en meget fin måde, og vi er stolte over, at kongehuset har stillet Slotspladsen til rådighed, så vores deltagere får denne oplevelse igen i år. Og så håber vi naturligvis også, at vi kan lokke masser af publikummer ind på Slotspladsen, der vil heppe på løberne,” siger Dorte Vibjerg, direktør i Sparta, der er Royal Runs løbsarrangør i København/Frederiksberg.

Det er nemlig ikke kun deltagerne, der har en god oplevelse i vente, hvis man stiller sig på Slotspladsen og agerer heppekor. Ikke nok med, at der er masser af plads, man får selvfølgelig også set de glade deltagere komme i mål, og så er omgivelserne ganske spektakulære her.

Gaderne lukkes for trafik

Eftersom de mange tusinde deltagere i Royal Run skal løbe på en bilfri rute igennem Indre By og Frederiksberg, vil gaderne den 6. juni blive lukket for trafik løbende fra kl. 8.30 og frem til kl. 17.30. Først kl. 23.00 vil alle gader igen være åbne for trafik.  

Der forventes pres på trafikken i hele byen denne dag, og man skal holde øje med standsnings- og parkeringsforbud i flere gader. Det anbefales at lade bilen stå og tage offentlig transport eller cykel, hvis det er muligt.

For trafikanter og beboere, som er afhængige af bil, vil der være enkelte krydsningspunkter, som dog vil være lukket i længere perioder, hvor løberne passerer forbi.

Det er særligt mellem kl. 15.00 - 16.30 og kl. 19.00 - 21.30, at krydsning vil være vanskeligt. Se på kortet her, hvornår de forskellige dele af ruten lukkes for trafik, samt hvor og hvornår det er muligt at krydse ruten https://www.royalrun.dk/vaertsbyer/kbhfrb/trafikinformation

Det er desuden muligt at stille trafikale spørgsmål eller henvende sig med særlige problemer på trafik.kbhfrb@royalrun.dk

OM ROYAL RUN

34.823 er tilmeldt Royal Run i København/Frederiksberg (tal pr. 9. maj 2022)
Royal Run afholdes 2. pinsedag, den 6. juni 2022
Royal Run ’22 finder sted I Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved og København/Frederiksberg. På Bornholm er der Royal Run samme dag uden kongelig deltagelse.
Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag.
Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

Tilmelding og information: royalrun.dk (Tilmelding kan ske op til dagen før eventet)


Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartnere på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere

Kilde: Danmarks Idrætsforbund



ANNONCERING solrodnyt.dk · Nyhedsbrev



solrodnyt.dk

Annoncering på solrodnyt.dk
Flere placeringsmuligheder
Fra 75 kr./uge

Book online


Nyhedsbrev

Flere end 6.100 modtagere pr. udgivelse
Mandag og/eller fredag
Fra 300 kr./uge

Book online