Ambitionerne er tårnhøje og helt klare for cykelrytteren Frederik Davidsen fra Team Fri BikeShop Zealand Cycling Junior, inden sæsonen 2021 går i gang: De gode takter fra hans første år som U19-rytter skal fortsætte og gerne forbedres.
Sidste år kørte Frederik Davidsen, en flot 6. plads hjem i ungdomskonkurrencen i den landsdækkende UnoX-cup. Og dét resultat satser han på bliver bedre i den kommende sæson:
”Målet for i år er helt klar at køre med om topplaceringerne og køre nogle fede cykelløb, siger 17-årige Frederik Davidsen, som i de fleste løb var at finde i den sjove del af feltet, når det hele skulle afgøres på målstregen.
Elsker konkurrenceelementet
Frederik Davidsen har kørt cykelløb i fire år og i sin første sæson som U19-rytter har han hentet værdifuld erfaring, så han nu står endnu bedre rustet til at tage kampen op med landets aller bedste juniorcykelryttere. Om vejen går opad eller lige ud, er lige meget for arbejdshesten Frederik Davidsen, der har flere forskellige styrker, når han sidder i feltet.
”Jeg vil betegne mig selv som en rytter, der er hårdtarbejdende, udholdende og hurtig. Og så elsker jeg konkurrenceelementet ude ved cykelløbene. At kæmpe side om side med de andre juniorteam og forhåbentlig køre nogle af dem trætte, så enten jeg selv eller en af mine holdkammerater kan vinde”, siger Frederik Davidsen.
Det professionelle liv lokker
Den unge rytter får ved siden af de mange timers træning hver uge også tid til at passe skolearbejdet som gymnasieelev i Solrød. Men det er cyklingen, der trækker i ham når det virkelig gælder. Og som så mange andre unge ryttere, drømmer han om at blive professionel.
”Jeg kan godt lide at komme udenfor og træne i den friske luft. Og jeg håber at den hårde træning om nogle år betyder at jeg kan leve af cykling i fremtiden. Det er i hvert fald dét jeg drømmer om”, siger Frederik Davidsen, som har den dobbelte Tour de France etape-vinder Søren Kragh Andersen som det store idol.