Paludan handler ikke om Paludan

23. april 2019


Hvis nogen tror, at Paludan handler om Paludan, kan de godt give sig til at tro om igen Sagen om Paludan handler om alt andet end manden, der formåede at sætte fokus på, at vi har et voldeligt segment iblandt os, og at folkevalgte, politifolk, medier og meningsdannere – ægte og indbildte – render rundt som fortumlede vandhøns, der ikke kan finde en grimasse, der kan passe.

Det voldelige segments adfærd i vores hovedstad er der ikke så mange, der bekymrer sig om. Man er mere fokuseret på, at segmentet ikke må fornærmes, for så brænder de bare halve og hele byer ned og måske går de så vidt, at de ikke længere vil stemme på Enhedslisten og Alternativet.

Skyd budbringeren
I den senere tid har jeg været stakåndet af forargelse. Jeg synes, det er chokerende og endda lidt over grænsen til det infame, at så mange har så travlt med at ville skyde budbringeren. Måske ikke bogstaveligt, selv om der hist og her har været ytringer, der kunne pege i en retning, men det handler mest om, at Paludan skal holde mund, for der er ingen grund til at fornærme nogen. Rystende har det været at overvære, at nogle fra den politiske fløj, jeg tilhører, har haft alle parader oppe for at fortælle, hvor meget, der lægges afstand til Paludans måde at gribe sagen an på.

Hvad jeg selv mener om hans facon? Det er fuldstændigt irrelevant. Det relevante er, at noget er helt galt i vores samfund, og ikke ret mange agter at gøre noget ved det.

Man får jo et dejá vue til Muhammedkrisen for 13 år siden. Vores ambassader blev brændt af, Mellemøstens pøbel gik amok og kævede danskerblod, diplomater forlangte undskyldninger over nogle tegninger i en avis, ingen kunne udtale navnet på i et land, de færreste kunne udpege på et atlas. Og herhjemme skrabede landes fremmeste mænd og damer i gruset og erklærede, at nok har vi ytringsfrihed, men vi har ikke ytringspligt, og friheden skal ikke bruges til at fornærme alle de mennesker, der har bedt om at få lov til at bo i vores land.

Bølger over påskebordet
Ligesom dengang i 2006 skilles fårene fra bukkene, og splittelsen går helt ind i de enkelte familier. Paludan søskende, der henter deres værdigods hos den ekstremistiske venstrefløj, lægger afstand til deres bror, og der har nok været ret mange debatter om Paludan hen over silden, æggene, det lune, osten og snapsne i den nu overståede påske, og jeg vil godt vædde en buket vintergækker og en håndfuld sommernarre på, at bølgerne er gået højt.

Som sagt handler Paludan ikke om Paludan. Paludan handler om vores grundlovssikrede ret til at sige, hvad man vil, om hvad man vil. Der er mindre end to måneder til Grundlovsdag, og jeg kan næsten ikke vente på at høre alle erklæringerne om, at vel har vi ytringsfrihed, men den må ikke misbruges. Det skulle såmænd heller ikke undre, hvis der kommer ytringer om, at vise former for ytringer skal forbydes, og de formastelige, der ytrer sig om noget, som nogle ikke bryder sig om, skal i fængsel.
Nu er det altså sådan, at ytringer i de frie og demokratiske lande er lovlige, og befolkningerne har aktivt sørget for, at de bliver ved med at være lovlig ved at stemme på partier, der sæter frihed højere end nogens fornærmethed.

Brian Mørch
Byrådsmedlem og Folketingskandidat
Dansk Folkeparti




ANNONCERING solrodnyt.dk · Nyhedsbrev



solrodnyt.dk

Annoncering på solrodnyt.dk
Flere placeringsmuligheder
Fra 75 kr./uge

Book online


Nyhedsbrev

Flere end 6.100 modtagere pr. udgivelse
Mandag og/eller fredag
Fra 300 kr./uge

Book online