Genbrug er super

1. april 2019

Det hedder sig, at i vores bedste- og oldeforældres tid gik intet til spilde. Alt blev brugt til sidste trævl. Tørt brød blev til rasp, der kunne blandes i frikadellefarsen, tøj gik i arv fra de ældre til de yngre, nye spædbørn i slægten havde basisudstyret på plads, fordi der blev samlet tæpper, bleer, bukser og trøjer sammen fra dem med lidt ældre børn, og arvegodset blev der passet godt på, for det skulle danne basis for kommende babyer.

Det hedder sig, at vi lever i en køb og smid væk-tid, men det passer altså ikke. Rigtigt er det, at vi ofte er nødt til at smide ud og købe nyt, fordi der ikke kan skaffes en billig reservedel, og det synes jeg er vildt trist. Når jeg forsøger at rejse en debat om det vanvittige i det, får jeg en sludder for en sladder om, at vaskemaskinefabrikanterne også skal leve, og nogle mennesker vil altså hellere dø end vise sig offentligt med en mobiltelefon fra i fjor.

Jeg tror, at den slags altid har eksisteret, men i den brede offentlighed ser jeg tydelige tegn på, at trenden går imod genbrug. Da jeg var barn, var det ok at have arvet en jakke eller et par næsten nye bukser fra en storebror, men jeg er sikker på, at min mor aldrig kunne finde på at sætte sine ben i en genbrugsbutik. I dag ligger genbrugsbutikkerne på de pæne adresser, og ingen bøjer hovedet i skam ved at handle der.

Heldigvis for det. De unge og smarte sætter endda en ære i at handle genbrug, og i hipsternes hjem står de teaktræsmøbler, som alle os midaldrende nærmest kaster op over.

Mere system, tak
Et er, at de unge og smarte er storforbrugere af indskudsborde, retrolamper fra 1930’erne og kongelige porcelænsfigurer. Det er fint nok, men det batter ikke det helt store. Men det batter, når kommuner og offentlige institutioner følger trop. Her i Solrød har vi et biogasanlæg, der leverer masser af energi.

På landsplan kan vores husholdningsaffald ikke klare efterspørgslen, så vi er nødt til at importere andres køkkenaffald for at kunne dække forbrændingsanlæggenes behov. Hurra for det. Mon ikke nogle kloge hoveder kan udtænke noget, der går endnu længere?

Foråret er kommet med ure, der er stillet frem, kataloger med frø til det utroligste og de førte erantis er allerede visnet og har givet plads til flere smukke forårsblomster. Og i søndags brugte mange dagen på at samle affald og plastik. Om det batter noget i det store regnestykke, ved jeg ikke, men jeg synes, det er sympatisk, at nogle gør det.

Mange er i disse år frygteligt bange for miljøet og for klimaet. Det er jeg ikke. Jeg har en tyrkertro på, at både miljøet og klimaet klarer sig. Men derfor er der jo ikke nogen grund ti at lade affald ligge og flyde. Det ser farligt ud.

Det er en storartet ide at lade hele familien være med til at gøre vores smukke kyststrækning endnu smukkere. Og hvis børn fra små vænnes til at affald hører til i dertil indrettede beholdere og ikke i fri dressur, så skal det nok gå altsammen.

Brian Mørch
Byråds og Folketingskandidat
Dansk Folkeparti




ANNONCERING solrodnyt.dk · Nyhedsbrev



solrodnyt.dk

Annoncering på solrodnyt.dk
Flere placeringsmuligheder
Fra 75 kr./uge

Book online


Nyhedsbrev

Flere end 6.100 modtagere pr. udgivelse
Mandag og/eller fredag
Fra 300 kr./uge

Book online