De voksne græder

18. marts 2019

Ser I X-Factor? Det gør jeg. Nogle gange. Der er fredage, hvor jeg er på arbejde eller optaget af noget andet, så jeg kan ikke påstå, at jeg er ekspert.
Men generelt synes jeg, det er hyggeligt, når familien samler sig sammen om fjernsynet med en gevaldig skål slik på bordet. Eller hjemmebagt kage. Eller pandekager. Eller lige meget hvad, bare huset summer af hygge. X-Factor kan noget, som mange programmer må være grønne af misundelse over.
Det samler generationerne for en stund, inden vi alle flagrer videre med hver vores – med en fælles oplevelse i rygsækken, og det er jo ikke så dumt.

Det skorter ikke på kloge mennesker, der fortæller, hvor ubegavet, ja nærmest infantil man er, hvis man falder for fjernsynets tomme kalorier. Vi skulle hellere koncentrere os om klimaet, køernes prutter, indlandsisens nedsmeltning eller konflikterne i Mellemøsten, og den holdning er de alle sammen meget velkomne til at have. Det kunne lige mangle andet. Men jeg vil nu til enhver tid bytte klimadebat, indlandsis og konflikter med et par timer med familien med en sangkonkurrence på skærmen og en skål slik på bordet. Så kan vi diskutere det anden på et andet tidspunkt.

Om den ene sang eller den anden sanger er bedre eller værre, vi jeg ikke tage stilling til. Jeg synes, de er rasende dygtige alle sammen.

Og så er der dommerne Hold da op, hvor de kan sige mange fine ord, som dækker over – ja, hvad dækker de egentlig over? Spørg ikke mig. De har alle tre en massiv karriere i musikbranchen. Oh Land har endda arbejdet sammen med dronningen, og det får man ikke lov til, hvis man ikke kan sit kram.

Den trillende tåre
Deltagerne synger deres sang, seerne stemmer på den, de bedst kan lide, og de to med færrest stemmer er i farezonen for at ryge ud. Så enkle er reglerne faktisk.
Dommerne freder selvfølgelig egen sanger, og den dommer, der ikke har nogen i farezonen, skal beslutte hvem, der skal hjem. Er det svært?

Alligevel ser vi den ene gang efter den anden, at den dommer, der har det afgørende ord, næsten bryder i gråd og ikke vil vælge den ene frem for den anden. For begge parter er så søde, og alle fortjener at vinde og først efter mange svinkeærinder dømmer han/hun den ene ud.

Hvad er det egentlig lige, der sker? Har dommerne ikke læst konceptet? Mener de i ramme alvor, at ingen må sorteres fra, og at alle skal klumpe sig sammen på sejrspodiet?

Jeg sværger, at jeg så en trillende tåre på Ankerstjernes kind i fredags, da han hårdt presset sendte en deltager hjem. Om det var den rigtige, der blev dømt ude, skal jeg ikke gøre mig klog på, og det er heller ikke mit ærinde. Jeg undrer mig bare over tendensen med, at ingen bryder sig om at tage en ubehagelig beslutning.

Forfølger vi tendensen, er der pludselig meget, vi bedre kan forstå. Politikere fedter for de vælgere, der er mest tilbøjelige til at give dem likes og stemmer. Meningsdannere danner meninger, som flest kan erklære sig enig i.

Gode mennesker elsker klima, miljø, råkost, åbne grænser og overførselsindkomst til alle. Og de hader og afskyr love, der begrænser nogens rettigheder. Altså dem, som de deler værdigrundlag med. Resten kan rende og hoppe, og der fældes ikke en eneste tåre over dem, der ret faktisk bekymrer sig om vores allesammens fremtid.

Brian Mørch
Byrådsmedlem
Dansk Folkeparti




ANNONCERING solrodnyt.dk · Nyhedsbrev



solrodnyt.dk

Annoncering på solrodnyt.dk
Flere placeringsmuligheder
Fra 75 kr./uge

Book online


Nyhedsbrev

Flere end 6.100 modtagere pr. udgivelse
Mandag og/eller fredag
Fra 300 kr./uge

Book online