Må vi så bede om kammertonen, tak

Demokratiets grundvilkår er uenighed. Du er uenig md mig, jeg er uenig med naboen, naboen er uenig med sin svigerfar, svigerfar er uenig med bagersvenden – og bagersvenden nægter at stemme på et parti, hans far og farfar har stemt på, fordi han er uenig.

Det er alt sammen helt i orden. Vi kan og skal have lov til at være uenige, men der er noget, vi er nødt til at være enige om. Nemlig at uenigheden holdes indenfor det demokratiske samfunds rammer. Og når vi har givet håndslag på det, kan vi mødes på kryds og tværs og lufte vores uenigheder og måske rykke os lidt i processen.

Forleden var undervisningsminister Merete Rosager inviteret til at møde eleverne på Ørestadens Gymnasium. Og jeg skal da ellers lige love for, at blomsten af Danmarks – og andre landes – ungdom har forstået demokratiets spilleregler. De sad alle sammen pænt og roligt og hørte på ministeren, og måske var de lidt starstruck, for de var yderst stille og rolige.

Nå ja, lige bortset fra alle dem, der ikke syntes, en minister fra et borgerligt parti skal kunne komme til orde. Det ministeren blev udsat er under al kritik, herunder måske kasteskyts og luder-tilråb.

De studerende er i deres gode ret til at lufte uenighed med ministeren, men de er ved Gud i Himmelen ikke i deres gode ret til at skabe en stemning af utryghed for både minister, lærere og fredelige elever. Det er ikke dansk debatkultur og har aldrig været det.

En uhørt adfærd
Hvem der reelt stod bag ministerens exit fra gymnasiet, skal jeg ikke gøre mig klog på. Videooptagelser viser både elever med kulturelle rødder i lande, hvor man ikke tager det så nøje med retten til at have en mening, der måske ikke er helt mainstream samt elever, der med deres danske baggrund burde vide bedre – og nok også gør det men som har et voldsomt behov for at være streetsmart med de streetsmarte.

Om det er den ene eller den anden gruppe – eller en uheldig alliance – er jeg fuldstændigt ligeglad med. Der er tale om en adfærd så uhørt, at den må resultere i ubetingede bortvisninger og nægtelse af optagelse på andre gymnasier. Hvis rektor trækker på skulderen og siger pyt, så bliver det værre næste gang, og på sigt kan gymnasier ikke invitere politikere til at komme og fortælle om deres syn på samfundet og udviklingen. Og så har alle tabt. Også demokratiet.

Ét er de uartikulerede elevers kritisable adfærd. Noget andet er folketingspolitikeren Per Clausen fra Enhedslisten, der offentligt har erklæret, at han synes, det var dejligt at se eleverne konfrontere ministeren med virkeligheden. Hvilken virkelighed mon han mener? Den socialistiske ønskedrøm om pøbelens diktatur?

Jeg bliver godt nok vred, når jeg hører en historie som den fra Ørestaden. Men jeg bliver også lidt glad ved tanken om, at noget lignende med meget stor sandsynlighed ikke ville kunne ske på Solrød Gymnasium.

Jeg tror såmænd, at de unge på Solrød Gymnasium er lige så forskellige i deres politiske opfattelser, som alle andre grupper af unge. Og heldigvis for det. Jeg tror også, at eleverne i Solrød har en god forståelse for, at politisk uenighed skal udkæmpes på argumenter og ikke med kasteskyts og tilråb.

Brian Mørch
Byrådsmedlem
Dansk Folkeparti