Tanker om et valg

15. oktober 2018

Valget bliver holdt senest den 17. juni næste år

Ingen ved, hvornår statsministeren udskriver valg til Folketinget, og ingen ved, hvad det bliver, der udløser valget. Men ét er sikkert og vist – valget bliver holdt senest den 17. juni næste år.
Der er allerede gået valgfnidder i mangt og meget. Også i mig, for jeg har selvfølgelig gjort mig nogle tanker om, hvad nu og hvis jeg bliver valgt til Folketinget. Jeg behøver næppe fortælle, at det vil være en stor ære, hvis det sker, men ære alene gør det jo ikke.

Kommunernes kerneområder er børn og ældre plus dem midt i mellem, der har brug for en hjælpende hånd til at komme op og videre, og det er vel dybest set også Folketingets opgave – at sørge for dem, der ikke selv kan. Altså ud over at styre landet, planlægge tog til tiden, udbygge infrastrukturen og lægge de overordnede rammer.

Jeg skal ikke danse
Jeg er et helt almindeligt menneske. Ikke noget hokus pokus her, og jeg er ikke gået ind i politik for at blive rig, berømt og være med i realityshows. Jeg vil takke pænt nej, hvis nogen får den ide at invitere mig med i Vild med dans, for det er spildt ulejlighed og en tabt chance for den professionelle, for jeg ville ryge ud i første omgang.

Derimod håber jeg, at jeg aldrig glemmer mine værdier og de ar min sjæl har fået, jeg håber, at jeg husker at kæmpe for de svage, jeg håber aldrig, jeg glemmer de mange gange, jeg har været bisidder ved en kommune fordi en person eller et barn er blevet uretfærdigt behandlet af systemet.

Jeg håber også, jeg husker at huske på dem der klarede det med et smil på læben, og samtidig husker at sende en tanke til dem der kæmpede med alt hvad de havde og aldrig kom i mål.

Jeg vil aldrig nogensinde glemme dem, der ikke lige passer ind i en firkantet kasse, de
skæve eksistenser, dem der tør sætte spørgsmålstegn ved den lige vej at gå, for hvis ingen slår sig i tøjret og nægter at gå den slagne vej, går der konformitet og stilstand i foretagendet. Vi kan bare se ud over vores egen næsetip for at finde kulturer, hvor ingen sætter spørgsmålstegn. Og det er ikke noget at stræbe efter.

Det siges, at på vejen ned fra tinderne møder man dem, der hjalp en på vej op. Det er værd at tænke over, men jeg kan af et rent hjerte sige, at jeg ikke glemmer dem, der løftede og bar. Det ville være i direkte modstrid med min personlighed. Uden loyale støtter på mange forskellige områder ville jeg aldrig være nået hertil, hvor jeg er i dag. Og ildsjælene indenfor snart sagt alle områder vil altid have min dybe respekt.

Kom bare an
Og hvad vil jeg så arbejde for, hvis det skulle lykkes mig at komme i Folketinget? Stort set det samme som nu. Nemlig at de ældre bliver behandlet med værdighed og respekt. Heldigvis er der mange aldeles friske og rørlige ældre, der selv kan, og det skal de jo blive ved med.

Men skrækhistorierne om de mange syge og svage, der sidder hele dage i bleer, ikke får gjort rent eller får kedelig og trist mad, skal holde op. Generationen, der led så mange afsavn for at skaffe deres efterkommere meget bedre forhold, skal have en tryg og værdig alderdom og den hjælp, de skal bruge.

Og børnene – når man sparer på pædagoger og lærere, kan vi risikere på et tidspunkt at stå med uoverskuelige problemer, der bliver endnu dyrere.
Nå ja, også er der jo også halalsagen, men det behøver jeg vel ikke nævne.
Lad valget komme. Jeg er klar.

Brian Mørch
Byrådsmedlem og Folketingskandidat
Dansk Folkeparti.






ANNONCERING solrodnyt.dk · Nyhedsbrev



solrodnyt.dk

Annoncering på solrodnyt.dk
Flere placeringsmuligheder
Fra 75 kr./uge

Book online


Nyhedsbrev

Flere end 6.100 modtagere pr. udgivelse
Mandag og/eller fredag
Fra 300 kr./uge

Book online