Nye iværksættere bag NeuroFokus ser optimistisk på fremtiden

50-årige Tanja Møller Holm og 47-årige Mette Storm Jørgensen har arbejdet sammen som afdelingssygeplejerske og klinisk sygeplejespecialist med behandling af hjerneskadede inden for psykiatrien siden 2008. For et halvt år siden valgte de to specialister at starte egen virksomhed sammen. Efter nu at have afsluttet en uddannelse som iværksætter, hvor de gennem tre måneder arbejdede målrettet med deres forretningsidé, er Tanja og Mette i dag fulde af optimisme. De har nemlig lige taget hul på deres salg og har efter ganske få henvendelser allerede landet deres første to kunder.

Tanjas og Mettes ønske er at hjælpe hjerneskadede med hukommelses- og koncentrationsbesvær, angst, depression eller misbrugsproblemer bedst muligt tilbage til det liv, de havde før blodproppen eller hjerneblødningen ramte dem. NeuroFokus tilbud til hjerneskadede adskiller sig fra det offentliges tilbud ved altid at foregå i hjemmet.

- Vores mærkesag med NeuroFokus er at hjælpe de mennesker, der fx ikke kan komme ud af sengen og hjemmet for at passe deres arbejde. Når en hjerneskade rammer, vendes livet øjeblikkeligt på hovedet. Jo hurtigere, vi får igangsat en behandling, jo bedre er udsigterne til, at de hjernemæssige processer kan komme sig bedst muligt. Derfor arbejder vi intensivt sammen med den hjerneskadede i forløb, der tilrettelægges ud fra den enkelte persons problemer og mål, fortæller Mette. 

De to sygeplejersker, der sprang ud sammen som selvstændige med virksomheden NeuroFokus, valgte at få en kontorplads i iværksættermiljøet i Vækstfabrikken i ErhvervsCentret umiddelbart efter, at de havde etableret deres virksomhed den 15. juni 2017. 


For ensomt at have kontor i eget hjem
Tanja og Mette erkendte hurtigt, at det ville blive for ensomt at sidde derhjemmefra og udvikle deres forretningskoncept. Dén beslutning har de ikke fortrudt, selvom de fra starten havde hinanden som sparringspartnere.

- Selvom vi bor privat henholdsvis i Karlslunde og Albertslund valgte vi at få fælles arbejdssted i Vækstfabrikken i Greve. For det ligger tæt på for os begge, og vi faldt for stedet. Det er et dejligt, professionelt hus med et dejligt og inspirerende miljø. Du har både mulighed for at få sparring med andre ligesindede men også arbejdsro, hvis du har behov for at det, fortæller Mette.

Masser af nyt at lære som ny iværksætter
Der har været nok at tage fat på i opstartsfasen af NeuroFokus. Både Tanja og Mette synes, at de har haft fart på og har haft mange nye udfordringer. De har fx gjort sig en masse tanker om, hvordan deres servicepakke til hjerneskadede adskiller sig fra det offentliges behandlingstilbud og skal præsenteres på hjemmesiden. Men de har også været nødt til at sætte sig ind i nye emner som økonomi og markedsføring, og det har de aldrig før beskæftiget sig med.

- Man forestiller sig ikke, hvor meget man skal sætte sig ind i, når man skal tage det første skridt som selvstændig. Du skal fx lære at lægge et budget og udvikle en markedsføringsplan. Noget du måske aldrig før har arbejdet med. For os er det også en kæmpe udfordring, at vi skal ud og finde vores kunder. Vi har som sygeplejersker været vant til, at de står i kø, understreger Tanja.  


Uddannelse i iværksætteri satte skub i forretningsplan og salg
De to partnere har også taget en kompetencegivende uddannelse som iværksætter i ErhvervsCentret. Her mødtes de en gang om ugen over tre måneder sammen med andre selvstændige på holdet til undervisning med en masse praktiske øvelser. De arbejdede koncentreret med deres idé og udviklede en forretningsplan for NeuroFokus samt en detaljeret plan for salgsarbejdet. De afsluttede uddannelsen med en mundtlig eksamen, hvor de begge fik 12 for deres præstation. 

- Uddannelsen til iværksætter er et godt tilbud til dem, der brænder for at lykkes med at opbygge deres egen virksomhed. Det var meget udbytterigt at deltage og spot-on i forhold til, hvad vi havde brug for. Vi er kommet godt rundt i alle hjørner af vores forretning. Vi er blevet mere sikre på vores prissætning. Vi har fået bekræftet, at vi har et godt produkt og er på rette vej. Det er godt at komme igennem en masse øvelser og også få de andres tilbagemeldinger fx på vores overvejelser. Vi har generelt fået meget mere selvtillid og mod på at gå ud og præsentere vores mærkesag over for potentielle samarbejdspartnere og kunder i det kommunale system og pensions- og forsikringsverdenen. Nu skal vi bare ud over stepperne med at ringe op og gøre dem opmærksomme på, at vi eksisterer, pointerer Tanja. 

Erhvervs- og udviklingskonsulent Dorte Kjærgaard har som underviser på uddannelsen til iværksætter fulgt Tanjas og Mettes udvikling i forløbet. Og hun glæder sig over deres resultater. 

- Salgsudfordringen er altid en af de største, når man starter op som iværksætter. Det er meget typisk, at man synes, at man skal have det hele klart, inden man begynder på salget. Så det kan være svært for rigtig mange at komme ud over rampen og få taget kontakt til kunderne. Tanja og Mette har udviklet sig gevaldigt, siden opstarten for et halvt år siden. De er blevet meget konkrete på, hvordan de skal sælge. Det er dejligt, at de nu har bevist, at der er en interesse i markedet for deres ydelser, siger Dorte Kjærgaard.


På sigt drømmer Tanja og Mette om få NeuroFokus til at vokse. Når der er masser at lave, kan det blive nødvendigt og give god mening at ansætte en neuropsykolog, en psykiater, en sygeplejerske og en fysioterapeut, vurderer de begge. Men det er ikke selve det at få deres virksomhed til at vokse, der er målet. Det er til gengæld er oprigtigt ønske om at hjælpe den hjerneskadede med psykiske følgelidelser hurtigere og bedst muligt tilbage til en velfungerende hverdag med en optimal livskvalitet, også så klienten fx kan blive i stand til at genoptage sit arbejde.   

Ifølge tal fra Danmarks Statistik rammes hvert år ca. 12.000 mennesker i Danmark af en hjerneblødning eller blodprop i hjernen. Oveni får 9.000 en hjerneskade som følge af en ulykke fx i trafikken. 

Fakta om uddannelsen ’Iværksætteri i praksis’
Uddannelsen udbydes i samarbejde med Copenhagen Business Academy og varer tre måneder, hvor der er mødegang en gang ugentligt om aftenen i ErhvervsCentret på Korskildelund 6 i Greve. Uddannelsen koster 1.500 kroner. 

På iværksætteruddannelsen skal deltagerne med afsæt i deres egen forretningsidé tage stilling til en række vigtige hovedområder og indsatser, fx: Hvad er min drivkraft til at blive selvstændig, hvordan ser mit marked ud, hvem er mine kunder, hvilken værdi skaber jeg for mine kunder, hvordan får jeg fat i dem, hvad er vigtigt, når jeg vælger platform for hjemmeside og webshop, hvad er mine indtægtskilder, og hvilke partnerskaber kunne være relevante, og hvordan styrer jeg økonomien, laver budget, arbejder med bogføring og regnskab, og hvad er der særlige juridiske forhold, jeg skal have styr på.

Du tilmelder dig via ErhvervsCentrets hjemmeside under arrangementer
Næste hold starter den 25. januar og du kan stadig nå at tilmelde dig.  

https://erhvervscentret.nemtilmeld.dk/75/


Kilde: ErhvervsCentret Greve


Flere artikler

Lokalplan for Solrød Strandvej øst for Solrød Center med tilhørende kommuneplantillæg

Af Jan Færch, byrådsmedlem og gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Solrød Kommune

Nye tal: Mange flere medlemmer i idrætsforeningerne i Solrød Kommune

Af Morten Scheelsbeck, formand for Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget i Solrød Kommune

Der er sagt og skrevet meget om padeltennis de seneste uger…

Af Morten Scheelsbeck, formand for byrådets kultur-, idræts- og fritidsudvalg, Det Konservative Folkeparti, Solrød Kommune

Solrød Kommunes nye kultur- og fritidspolitik er nu undervejs

Af Morten Scheelsbeck (K), byrådsmedlem og formand for byrådets kultur-, idræts- og fritidsudvalg

Halvdelen af lejlighederne i Green Hills er udlejet

Halvdelen af fyrtårnsprojektet Green Hills i Solrød er udlejet: "Vi har aldrig oplevet så stor interesse"

Uglegårdskolen får 4.800 kr. fra skolemælkslegatet til at stable kopper

Pressemeddelelse fra Mejeriernes Skolemælksordning den 1. december 2022

12. dec. kl. 19-21: Debat og foredrag om at leve bæredygtigt

LOF inviterer til foredrag i Solrød og at leve bæredygtigt med Jesper Dalgaard Pøhler


ANNONCERING solrodnyt.dk · Nyhedsbrev



solrodnyt.dk

Annoncering på solrodnyt.dk
Flere placeringsmuligheder
Fra 75 kr./uge

Book online


Nyhedsbrev

Flere end 6.100 modtagere pr. udgivelse
Mandag og/eller fredag
Fra 300 kr./uge

Book online