Slut med formummede damer i det offentlige rum

6. august 2018

Når mænd jeg kasted min handske,
opslog jeg min ridderhjelm,
de så, jeg var Holger Danske
og ingen formummet skælm.

Sådan lyder tredje vers af Ingemanns gamle sang I alle de riger og lande –
en hyldest til Holger Danske, der måske har levet og måske ikke har. Men
uanset hvad, så eksisterer der ret mange historier om ham og hans bedrifter.
Blandt andet var han knyttet til Karl den Stores hof, hvor han i slutningen af
700-årene var med til at sikre den frankiske sejr over saracenerne. Og det
siges også om ham, at han ikke skjulte sin identitet bag masker eller andet.

Vi danskere kan godt lide historierne om Holger Danske, der sidder i
kasematterne under Kronborg og kommer os til hjælp, den dag det for alvor
brænder på. Og vi kan også godt lide historierne om helten, der ikke skjulte,
hvem han var.

Burkaforbuddet er en realitet. Det er noget, DF har arbejdet på at få
gennemført i mange år, og nu er det lykkedes. Vi har god grund til at klappe
os selv og hinanden på skulderen.

De krænkede
Jamen, det krænker kvinders ret til frit at vælge, hvad de vil have på, er der
mange, der postulerer, og jeg siger rend og hop. Hvor der er mange
mennesker samlet, er det nødvendigt med fælles spilleregler.

Motorcyklister krænkes også, når de ikke må gå ind i et pengeinstitut med en
heldækkende hjelm på hovedet. End ikke en nylonstrømpe trukket over
hovedet må man gå rundt med i det offentlige rum. Og hvad med
nudisterne? De krænkes vel også, når de ikke må gå nøgne rundt i det
offentlige rum. Og hvad så?

Jeg vil hævde, at der er endnu flere, der krænkes, når muslimske kvinder
færdes i det offentlige rum klædt som Belphegor. Det ligner ikke noget i et
moderne samfund at maskere sig, så ingen ved, hvem der kommer gående.

Jeg kunne godt begynde at forklare op ad døre og ned ad stolper om
muslimske kvinder, der reelt er i bur, men det vil jeg ikke gøre. Tilslørede
kvinder er noget kulturelt, der ikke hører til på vore breddegrader. Her til
lands har vi aldrig brugt at pakke kvinder ind, og at tililende mennesker fra
de varme lande synes, det er en god ide, er deres sag og ikke vores.

I og med, at det er deres sag og ikke vores skal deres medbragte skikke ikke
dominere i deres værtsland. Vil de pakke kvinder ind, må de gøre det i deres
private bolig og aldeles ikke i det offentlige rum.

Jamen, hvad så med ….. lyder det med statsgaranti fra dem med empati og
menneskesyn i metermål. Selvfølgelig skal børn kunne gå rundt med
fastelavnsmasker, når de rasler småpenge ind fastelavnsmandag.
Selvfølgelig skal cirkusklovne eller deltagere i store optog kunne optræde
udklædt på blokvognen. At nogen overhovedet finder på at stille den slags
spørgsmål, viser hvor lidt, de egentlig har forstået.

Politiet skal reagere
Burkaforbuddet er ikke skabt for at irritere en bestemt befolkningsgruppe,
men udelukkende fordi man i et moderne samfund ikke kan have folk gående
rundt, der ikke umiddelbart kan identificeres.
DF’s Martin Henriiksen talte ved For Friheds demonstration i onsdags i
anledning af lovens vedtagelse, og han understregede, at burkaforbuddet
ikke er endestationen, for der er også tørklæderne og alle de andre symboler
på en ismes forsøg på at blive mainstream. Jeg er helt enig med ham.

Han sagde også, at selvfølgelig kan politiet ikke være overalt og overskue
hele det offentlige rum hele tiden, men at politiet selvfølgelig skal skride ind,
når de træffer burkaklædte kvinder på gaden. Jeg håber, han bemærkede
den kvindelige betjent, der ømt gav et knus til en burkaklædt dame, for hvis
ikke det er en uartig finger til vores lovgivning, denne betjent giver, så ved
jeg ikke, hvad det er.

Den 1. august var en glad dag. Jeg håber, vi får mange flere glade dage. Der
er nok at tage fat på – tørklæder, badeforhæng, damesvømning, halal plus
det løse.

Brian Mørch
Byrådsmedlem og Foketingskandidat.
Dansk Folkeparti.




Flere artikler

Og dette skal være en hjælper til ære, hurra

13-07-2018
Foreningernes land. Det er noget, vi skal være stolte af

De gode, de bedre, og de virkelig gode

09-07-2018
Vi kender det godt alle sammen. Det føles godt at være god eller at gøre en god gerning


ANNONCERING solrodnyt.dk · Nyhedsbrev



solrodnyt.dk

Annoncering på solrodnyt.dk
Flere placeringsmuligheder
Fra 75 kr./uge

Book online


Nyhedsbrev

Flere end 6.100 modtagere pr. udgivelse
Mandag og/eller fredag
Fra 300 kr./uge

Book online