De gode, de bedre, og de virkelig gode

9. juli 2018

Vi kender det godt alle sammen. Det føles godt at være god eller at gøre en god gerning

Hold døren for en gammel morlil, træd tilbage så en kørestol kan komme frem eller smid en tier i hatten til ham, der sidder foran indkøbscentret og spiller glad musik.
Det er godt at være god. Vi har bygget et helt samfund op på godhed. Vi skal via skatten finansiere godhed overfor syge, gamle, børn, unge, enlige mødre og ditto fædre, folk der dyrker sport, går til gymnastik, guitarspil, pileflet plus det løse, og så skal vi også være gode ved landets ubudne gæster.

Misforstå mig endelig ikke. På trods af mit sure opstød, har jeg ikke det mindste imod godhed på nogen måde. Og jeg synes bestemt også, at fællesskabet skal være parat med et sikkerhedsnet. Det kunne lige mangle andet.

Vi kan give os til at snakke om paradisforestillinger om, hvordan man indretter et samfund, der med en nedtrådt kliche kan karakteriseres ved, at få har for meget og færre for lidt. Men paradisforestillinger er vi nødt til at overlade til den gejstlige sfære og forholde os til de realiteter, vi lever med.

Det kniber med husmødre med ledige hænder
Sådan som vi har indrettet vores samfund, er vi simpelt hen nødt til at inddrage det offentlige i børnepasning, ældrepleje og omsorg for syge. I vores samfund har vi ikke nogen hjemmegående husmødre, der glæder sig til syltesæsonen, for så har de i det mindste noget at lave i et par hektiske uger. Og resten af tiden kan de passende tage vare på børnene og slægtens gamle og syge.

Når det er sagt, vil jeg også gerne sige, at der er grænser for, hvad det offentlige skal bruge skatteydernes penge på i godhedens navn. Det er for eksempel helt uhørt at indkøbe parcelhuse på gode adresser til mennesker fra den anden side af jorden, der har overtrådt både love og konventioner. Eller hvad med de penge, som er øremærket til foreninger, der gør godt? I øjeblikket kan vi se en hjerteskærende tv-reklame med en indesluttet pige og en voksen mandestemme, der siger til hende, at hun ikke må sige, hvad han gør ved hende. Eller det skræmte barn, der trues, hvis der snakkes om, at mor drikker.

Selvfølgelig er der tale om konstruerede sager, men det skar i mit hjerte, da opfordringen lød på at sende et relativt beskedent beløb for at sikre, at der er nogen i den anden ende af ledningen, når et desperat barn ringer. Foreningen blev spist af med et meget symbolsk beløb, da kommunen uddelte øremærkede penge. Langt den overvejende del af pengene gik til foreninger, der servicerer folk fra den anden side af jorden.

Nu til dags kan vi ikke åbne en avis eller for et tv uden at blive konfronteret med vrede grupper, der kræver godhed for udvalgte grupper. Ikke en eneste af dem kunne drømme om at arrangere et eller andet for at skaffe pengene.

Skatteyderne skal betale. Som om skatteyderne ikke betaler nok. Først bliver vores løn kraftigt beskattet, og så skal vi betale afgifter. Masser af dem og store og vildtvoksende, så de danske skatteydere er spændt hårdt nok for, uden at skulle efter leve de virkeligt godes krav om, at alle og enhver bare kan komme her og blive forsørget af de hårdt plagede skatteydere.


Brian Mørch
Byrådsmedlem og Folketingskandidat
Dansk Folkeparti





Flere artikler

Og dette skal være en hjælper til ære, hurra

13-07-2018
Foreningernes land. Det er noget, vi skal være stolte af


ANNONCERING solrodnyt.dk · Nyhedsbrev



solrodnyt.dk

Annoncering på solrodnyt.dk
Flere placeringsmuligheder
Fra 75 kr./uge

Book online


Nyhedsbrev

Flere end 6.100 modtagere pr. udgivelse
Mandag og/eller fredag
Fra 300 kr./uge

Book online